For at man kan drive et samfund, hvor der er masser af beskæftigelse, jobs og hvor vi kan producerer varer der kan konkurrere med udlandet, er det vigtigt at vi kan lykkedes med at eksportere varer til udlandet, enten færdige varer eller dele af en produktion, som så kan laves færdig i et andet land. Men tilsvarende går det også den modsatte vej. Hvis vi er i stand til at importere varer for udlandet, sætte vores eget præg på dem herhjemme eller lave tilføre noget til et færdigt produkt, så giver det også en øget beskæftigelse. Det er altså vigtigt, at vi er i stand til både, at eksportere og importere varer, både for betalingsbalancen og for at skabe tilstrækkelig med arbejdspladser til at vi kan holde arbejdsløsheden nede på et minimum. Det er to faktorer, som er altafgørende for vores økonomi og beskæftigelse.

Lønnen er afgørende

Det der er afgørende, er hvilken pris vi tager for vores produkter når vi eksporterer. Hvis der er andre steder i verden, hvor man kan producere varerne billigere, så bliver det ikke os, der får glæden af at eksportere disse varer. Mange virksomheder, har igennem finanskrisen været nødt til at effektivisere processer og forsøge at holde udgifterne på et minimalt niveau, fordi der er skarp konkurrence på priserne. Der, hvor det største problem er, at man i Skandinavien er vant til markant højere lønninger og har et offentligt system, hvor man bliver forsørget, hvis man ikke har et job. Det betyder tilmed, at folk vil have mere i lønningsposen, for at det overhovedet kan betale sig at gå på arbejde. I finansielle krisetider, falder folks reservationsløn, dvs. den løn man vil arbejde for, hvis alternativet er, ikke at have noget arbejde. Men når alle udgifter skal begrænses og man forsøger at effektivisere processer, så betyder det, at mange virksomheder flytter til udlandet, for dels at få billigere arbejdskraft, men også for at få bedre vilkår for at drive selvstændig virksomhed, hvor skatter, moms og afgifter også spiller en afgørende rolle, for den profit-maksimering der jages af alle benhårdt. Det er den helt store udfordring, når det handler om konkurrenceevne, for der skal både eksporteres og importeres, for at der skabes beskæftigelse. Vigtigst af alt er eksporten. Både import og eksport er med når vi beregner BNP, bruttonationalproduktet, som er den samlede aktivitet i et land, opgjort i en værdi. BNP skal helst vokse med mellem 1,5-2 % årligt, for at man kan tale om en sund økonomi. Hvis den stiger mere end det, så vil inflationen stige og pengenes værdi falde. Hvis BNP’en er lavere vil det have den modsatte effekt, inflationen vil falde og beskæftigelsen vil falde. Hvis ikke tingene går i den retning vi gerne vil have, er det politikernes opgave at lave reformer, der hjælper tingene på rette vej

Reformer er ikke alt

Men det er ikke den eneste løsning. Vi kan ikke komme uden om, at der både er opgangstider og nedgangstider for en økonomi. Vi vil have periode, hvor vi bruger mange penge, fordi vi har mange penge, men så får vi også skabt en gæld der skal betales tilbage og det går også udover privatøkonomien. For at have en sund økonomi må vi erkende at vi skal have en høj beskæftigelse så længe som muligt, hvor vi både eksportere om importere. På et tidspunkt knækker det over og der bliver en regning der skal betales, men den skal vi via reformer, sørge for at holde på så beskedent niveau som muligt. Men kan vi ikke eksportere varer og bliver vores jobs besat af udenlandsk arbejdskraft eller maskiner, så skal der skabes andre typer af jobs for at kompensere. Det er her det er afgørende, at vi har mange, der tror på en fremtid som selvstændig erhvervsdrivende. Nogen der tør tage chancen, fordi de har en god idé, kan skabe de jobs, vi kommer til at mangle, hvis produktionen af andre virksomheder flyttes ud eller beskæftigelsen bliver besat af anden arbejdskraft. Konkurrencen med de øvrige lande om eksporten er hård og med de lave lønninger der ligger i bl.a. Østeuropa, så kan det være svært at konkurrere med. Konjunkturerne vil fremadrettet også præge vores økonomi, men det handler om at udsvingene bliver så små som muligt, så det får de mindste konsekvenser og det skal reformer være med til at hjælpe med. Men i et stort fællesskab som EU, så bliver det svært, for en enkelt økonomi, at holde sig helt udenom den globale økonomi, som f.eks. den i Grækenland, som også påvirker alle andre lande indenfor euro-zonen.

Det er til gengæld også en fordel, at vi har det store fællesskab i EU. Det gør netop også, at vi hjælper hinanden i disse situationer. Lande som Grækenland og Spanien, der har været og stadig er i krise, står ikke alene om det, men alle lande i EU har et ansvar overfor dem. Det ses for eksempel ved, at lande i fællesskabet kan låne penge af hinanden, når de har behov for det.

Efter et par økonomiske diskussioner omhandlende arbejdsløshed i forskellige former er det nu ved at være tid til at vi ser lidt nærmere på et af de andre økonomiske nøgletal. Et nøgletal der ingenlunde har det samme fokus i medierne som eksempelvis arbejdsløsheden og væksten. Der er tale om betalingsbalancen. Betalingsbalancen er egentlig en samlet betegnelse for et lands samlede transaktioner med udlandet i løbet af et år. Det er sådan set et ret målbar post, hvor man kan se om man har sendt flere penge ud af landet end man har fået ind. Det er en samlet opgørelse over betalinger, når man eksempelvis som forbruger køber et udenlandsk produceret fjernsyn, så tæller på sin vis negativt for betalingsbalancen idet forhandleren skal indkøbe det i udlandet. På den måde er der importeret fjernsyn for et vist beløb. For at betalingsbalancen skal gå i nul, så skal vi sælge så mange pakker bacon – altså for det samme beløb som vi køber fjernsyn. Det er selvfølgelig meget forsimplet, men i og for sig er det faktisk sådan det hænger sammen. Importens forhold til eksporten er helt klart den største del af betalingsbalancen. Men teknisk set rummer betalingsbalancen mere end blot det, og denne post kaldes faktisk handelsbalancen og er blot en del af den samlede handelsbalance.

Betalingsbalancen rummer også landets valutaregnskab og eksempelvis lønafregning med mere. Som hovedfokus vil vi holde os til regnskabet for varer og tjenesteydelser. Det vil sige selve handelsbalancen som helt klart må betragtes som den tungeste og mest væsentlige post, når man taler om betalingsbalancen.

Hvorfor er det så egentlig at betalingsbalancen ikke får så meget opmærksomhed som nogle af de øvrige økonomiske nøgletal. Er det så fordi betalingsbalancen ikke er så vigtig igen? Det kan næppe være derfor, når den nu engang er røget ind under kategorien økonomiske nøgletal. Så må det være fordi det ikke er en så let forståelig post som nogle af de andre. De fleste mennesker kan forholde sig til arbejdsløshed eller om landet generelt set bliver rigere eller fattigere. Det er forholdsvist simpelt og relativt let at måle. Det er noget som den helt almindelige dansker kan forholde sig til. Derfor er det også noget som vi interesserer os for, og ting som interesserer os får generelt meget opmærksomhed i nyhederne og aviserne. Så sælger man flere aviser og der er flere seere til nyhederne. Det giver god mening.

Derfor er betalingsbalancen vigtig

Men hvorfor er det så lige betalingsbalancen er så vigtig, når der alligevel ikke er nogen der ved noget om den eller gider at interesserer sig for den?

Betalingsbalancen er vigtig fordi den faktisk kan sige meget om et lands økonomi. Det er vigtigt at vi tjener penge og det gør vi altså ikke, hvis vi køber mere fra udlandet end vi sælger den anden vej. Det er ikke en god forretning. Derudover kan det også fortælle meget om, hvordan det går for landet på andre punkter. Det er nemlig relativt svært at sælge varer til udlandet, hvis vores varer er for dyre, og det er de altså tit, hvis arbejdsløsheden er meget lav. Fordi så stiger lønnen for det første, og den er meget vigtig i forhold til prisfastsættelse. Derudover så vil efterspørgsel og købekraft også stige og dette vil resultere i stigende inflation, hvilket påvirker betalingsbalancen negativt.

Betalingsbalancen er tit det første tegn på, når der er ved at ske noget i et samfund. Når man har haft en økonomisk krise og begynder at generere vækst igen, så er alt fryd og gammen og det hele kører på skinner, men lige pludselig, så bliver vores købekraft så god at vi gerne vil købe luksusvarer produceret i udlandet. Det hæmmer betalingsbalancen og desuden så vil det også få det generelle prisniveau (inflation) til at stige. Det vil således påvirke betalingsbalancen negativt og danske varer vil ikke være ligeså attraktive for udlandet. Det kan resultere i en stigende arbejdsløshed som så vil påvirke købekraften i en negativ retning herhjemme. Det kan altså medføre at man endnu engang møder en økonomisk krise. Og det første tegn blev fundet i betalingsbalancen. Derfor er den super vigtig til hurtigt at kunne se de effekter der på sigt kan komme fra eksempelvis ekspansiv finanspolitik. Betalingsbalancen er altså ikke helt uvæsentlig, men er til gengæld ganske kompliceret, og måske derfor får den ikke så meget dækning.

Altså kan betalingsbalancen i sidste ende have betydning for ens egen private økonomi. Og til tider kan det betyde, at man har brug for luft i budgettet. Det er der heldigvis råd for, og det findes selvfølgelig på nettet. Her kan man nemt tage et lån, som kan styre ens personlige betalingsbalance tilbage på ret kurs.

Der er forlydender fremme, der peger i retning af, at der i 2011 var fejl i 3 ud af 4 ejendomsvurderinger, som Skat foretog. Vurderinger der skal danne grundlag, for hvad man skal betale i ejendomsskat. Dog er der ikke kun tale om for høje vurderinger, også det modsatte viser sig at være tilfældet. Problematisk for borgerne er det dog, at det hovedsageligt er ejendomsvurderinger der er sat for højt ifølge rigsrevisionen. Der er mange ejendomme, der er vurderet for højt, ud fra det aktuelle boligmarked og det har den konsekvens, at man kommer til at betale for meget i ejendomsværdiskat. Årligt betaler man 1 % i skat af ejendommens værdi.

Skat vurderer din bolig den 1.oktober i ulige år, altså senest i 2011 og det skal snart ske igen. Ejendomsvurderingen er et skøn over hvad du bør kunne få for din bolig, hvis du sælger den til en fornuftig køber. Det drejer sig både om ejendomsværdi, grundværdi og eventuelt fradrag for forbedringer. Det har både betydning for den kommunale ejendomsskat og ejendomsværdiskatten, der årligt skal betales.

Helt præcist går kritikken helt tilbage til 2003 og med de seks skatteministre der har været siden da, er de alle med til at bære et ansvar for, at mange har betalt for meget i ejendomsværdiskat og også en del har betalt for lidt. Opgørelsen fra rigsrevisionen viser tilmed også, at der er dele af landet hvor man er heldige og andre dele af landet, hvor man bestemt ikke er heldige med den ejendomsvurdering der er sat. Der er altså noget systematik i den sjusk der er foretaget og det er ikke rene tilfældigheder der har afgjort om vurderingen er sat for højt eller lavt. I Esbjerg er man for eksempel heldig, her er der god chance for at man er blevet beskattet med for lidt. Det samme gør sig gældende i Vejen, Fredericia og Aalborg kommune. Andre steder, som f.eks. på Lolland er man tilsvarende uheldig og der er vurderingerne blevet sat alt for højt, i forhold til hvad der er realistiske salgspriser. Hvem kan man så bebrejde det her udover de seks skatteministre der har været siden, man mener at der har foregået fejlvurderinger?

Ja umiddelbart så er skatteministeren sjældent den med fingeren på pulsen, men mere ham/hende der stikker retningslinjerne. Opgaven, at vurderer boliger er en opgave for Skat og de snyder ret beset både sig selv i nogle tilfælde og i andre tilfælde snyder de borgerne. Det er sikkert ikke gjort med vilje, men noget kunne tyde på, at man ikke har gjort nok for at sætte sig ind i kvadratmeterprisen i de lokale områder og måske ikke helt har haft føling med, hvilke konsekvenser krisen har haft i lige præcis det område. Der er en tendens til at nogle ydreområder, hvor der ikke er en stor provinsby i nærheden, som f.eks. Lolland og Sydsjælland, har været hårdere ramt på boligpriserne end hvad Skat umiddelbart har antaget. Dvs. de er vurderet for højt og dermed har borgerne også betalt for meget i ejendomsværdiskat. Det er i den grad problematisk, når man i forvejen, har svært ved at holde de ydre områder intakte og gøre dem attraktive for tilflytter herunder især børnefamilier. Man oplever stor tilbagegang i de ydre områder og så hjælper det ikke på den situation, hvis de offentlige ejendomsvurderinger overhovedet ikke stemmer overens med den virkelighed man befinder sig i. Det er yderst kritisabelt, at man ikke formår fra en offentlig instans at sætte en vurdering der stemmer overens med den pris man vil kunne sælge en bolig for, hvis det ville være aktuelt. Umiddelbart har de offentlige vurderinger været fulde af fejl og kun i få tilfælde har borgerne haft mulighed for at klage over de ejendomsvurderinger der har været. Årligt indbringes der ejendomsværdiskatter for ca. 25 mia. og det tal i sig selv, er selvfølgelig enormt stort, men hvor meget afviger det beløb så fra, hvad der burde være indbragt? Det kan vi kun gisne om, men nogen god situation er det bestemt ikke. Og når man har fundet ud af, hvor mange mennesker der er berørt af det her, så må man sige, at vi har et retssamfund, hvor der skal være mulighed for at få en ret og fair behandling og det betyder også, at man så som borger skal have lov at klage over den ejendomsvurdering man har fået. Fremadrettet må man håbe, at der ikke sker fejl, der har betydning for borgerne. For at vi kan have tillid til det offentlige system, er det nødt til at fungere mere eller mindre fejlfrit.

Det kan pludselig blive meget dyrt at købe hus, hvis man ikke lige har tænkt over udgifter som fx ejendomsskat. Man skal formentlig også bruge et forholdsvist stort beløb til udbetaling på sit boliglån. Så kan man overveje og undersøge, om det kan betale sig at tage et forbrugslån på nettet. Det behøver ikke at være noget stort og voldsomt, men man er selv med til at vælge beløb, løbetid og månedlig ydelse. Det kan måske være lige det skub, man har brug for. 

I forlængelse af den tidligere diskussion omkring den generelle arbejdsløshed i samfundet. Er det relevant at tale om, hvordan man som regering og stat kan påvirke arbejdsløsheden i den mest økonomisk gunstige retning. Det vil som oftest sige, påvirke ledighedsprocenten i en nedadgående retning. Således at staten skal betale færre penge i overførselsindkomster og samtidig kan få flere skattepenge. Og selvom det ikke altid er økonomisk hensigtsmæssigt i forhold til samfundsøkonomien med fuld beskæftigelse, så er det som udgangspunkt altid målet, for de fleste regeringer idet det ser rigtig godt ud på kort sigt og samtidig så er det noget den helt almindelige befolkning kan forholde sig til. De tænker altså ikke på samfundsøkonomi, nøgletal og inflation. De tænker langt mere: Har jeg et job eller har jeg ikke et job?

Men derudover er vi mennesker også dyrisk, primitivt og rationelt indrettet. Det betyder at vi også tænker på, at vi skal finde den letteste vej til at overleve og til at leve på den måde der er tilstrækkelig for os hver især. Det er jo på mange måder at handle rationelt. Hvorfor er dette så relevant for en diskussion om incitament til arbejde? Jo – det er det fordi det handler om hvordan mennesker tænker og reagere på forskellige muligheder man kan give dem som samfund.

Hvis man gerne vil have flere folk i arbejde, så handler det om at skabe et samfund, der indbyder til at man skal have et arbejde og tjene sine egne penge. I øjeblikket kører der en debat i Danmark, hvor personer som dovne Robert ikke ønsker at tage et arbejde, fordi han ikke kan finde et arbejde der interesserer ham nok, eller hvor han kan tjene nok i forhold til, hvad han “tjener” og hvor komfortabelt det er at sidde derhjemme. Folk bliver sure på den slags mennesker. Vi siger det handler om moral, og at man skal sætte en ære i at arbejde. Dertil er jeg enig – det er smukt og det er sådan det burde være, men måske må vi også nå til den erkendelse at man ikke kan bygge et arbejdsmarked med dertilhørende overførselsindkomster baseret på moral og folks egen samvittighed, for sandheden er er vi mennesker er dyriske og kyniske. Når det handler om penge så findes der ikke i særlig høj grad hverken moral eller samvittighed.

Så kan man være lige så sur man vil, men kan man tillade sig det? Er det ikke netop at handle superrationelt, når man tager så meget man overhovedet kan, for hvorfor skulle man egentlig lade være? Når nu muligheden er stillet til rådighed? Det er lidt det samme som den velhavende familie i Gentofte, der får børnepenge fra staten, hvorfor skulle de lade være? Det ville da først være irrationelt. Man kan altså således diskutere, hvorvidt det systemet eller manden der er problemet?

Systemet skal være lige så kynisk

Måske er løsningen i virkeligheden at systemet skal være lige så kynisk som manden. Det skal i langt højere grad handle om tal og penge end om moral og etik. I hvert fald hvis det skal fungere rent økonomisk.

Vi er nødt til at lave et system, hvor det kan betale sig at arbejde. Vi skal med andre ord øge incitamentet til at tage et job. Sætte skatten ned og gøre det sværere, ikke umuligt, at få og leve for overførselsindkomster i et helt liv, hvis man ellers er sund og rask.

Det er det samme, når man starter virksomheder. Det er heller ikke mange der tør det, men det er da netop fordi vi har indrettet et system der afholder os fra det. Det er svært og der er i forvejen mange startomkostninger. Dertil kommer bevillinger, skat, selskabsskat og meget komplicerede regler. Det er lige før at det er irrationelt at starte virksomhed i Danmark.

Hvis vi gerne vil sikre et maksimalt arbejdsudbud, så skal vi selv give en grund til at arbejde, og når vi basalt set har med dyr, om end højtstående dyr, at gøre så er det altså ikke nok at appellere til deres gode side og deres moral. Man kan være nok så smukt et menneske der tænker på andre og hjælper andre, men når der skæres helt ind til benet, så tænker vi på os selv, og hvad der er bedst for os selv. Det er klart, det er naturligt og ikke mindst så er det rationelt. Så hvis man er i en situation, hvor man ikke kan få et job, hvor man tjener mere end ved overførsler og som i øvrigt ikke er super interessant, så er det irrationelt at arbejde. Desuden er der en let og sikker vej til hurtige penge i form af online lån. På den måde kan man hurtigt få penge til noget bestemt, og hvis man sørger for at tænke sig bare lidt om, kan man indgå en aftale med en månedlig ydelse, der er til at betale med sin indkomst fra overførsler.

Det er desværre sandheden.

At folk i højere grad flytter fra udkantsområderne til de store byer, har både fordele og ulemper. Der er en udvikling i gang, der betyder at de jobs der udbydes ikke er de samme jobs som blev udbudt for år tilbage. I dag foregår mange jobs foran en computer, hvor man tidligere skulle producere et fysisk produkt, der fint kunne produceres på landet, hvor der var omgivelser til at klare den specifikke opgave. Der hvor problemet opstår og hvor det bliver alvorligt for vores samfund, er når realkreditinstitutterne ikke vil låne penge til folk der ønsker at investere på landet, simpelthen fordi de ikke kan se perspektivet eller den gode forretning i det, når det på et tidspunkt skal sælges videre. Et eksempel er en lokal brugs som skal sælges videre, fordi indehaverne skal på pension, der er interesserede folk der vil overtage, men de kan ikke få lov til at låne til at købe butikken, til trods for at der faktisk ikke er nogen gæld i det i forvejen. Hvis ikke der er nogen der kan få bevilliget lov til at låne til at overtage en købmandsforretning, så vil alle ejendomme i den by falde i værdi, fordi der ikke længere er mulighed for indkøb i byen. Byen bliver i det hele taget mindre attraktiv at bo i og øvrige erhverv i byen vil have sværere ved at overleve. Der vil ikke længere være brug for børnehaven, fordi at børnefamilier bosætter sig et andet sted, end en by, hvor man ikke kan klare sine daglige indkøb. Men vi må erkende at det er andre typer af jobs der skabes og det har en påvirkning af hvor folk bosætter sig. Vi har en minister, der står for udkantsområderne og skal sørge for at skabe liv og gøre det attraktivt at bosætte sig på landet og hvorfor det? Fordi vi er dybt afhængige af landbrug, det er måden at overleve på. Der er et klart billede af fremtidens arbejdsmarked skal have flere højtuddannede med individuelle kvalifikationer, men vi skal stadig leve af vores landbrug og de ting der skabes på landet. Balancen er hårdfin og svær at opnå.

Hvad er problemet med at folk rykker til byerne?

Ja altså udover der mistes arbejdspladser, så er problemet at der er for få boliger i byerne og for mange på landet. Ret beset, så mangles der hele tiden boliger i byen og især lejligheder. Det giver mulighed for at der kan bygges og nogle udlejere, kan drive en endnu bedre forretning med udlejningslejligheder- og ejendomme. Det betyder til gengæld også, at man vil opleve større prisfald på landet, flere tvangsauktioner og huse der blot fraflyttes og bliver en mindre køn plet i landsskabet. Indtil den lokale kommune får ejendommen revet ned og det vil være en stor udgift for kommunen. Der er lagt op til, at de mest velhavende kommuner skal støtte de dårligste kommuner økonomisk. Der er mange trængte kommuner i ydrekantsområderne, der forsøger med forskellige kampagne, at få folk til at flytte til kommunen, for at kunne skabe den vækst, som er sund for kommunen og dens økonomi. Det er en svær opgave, at holde livet på landet i gang, men ikke desto mindre så er det en nødvendighed, at der opretholdes erhverv på landet. Det er blandt det vi skal eksportere, men det er også det vi selv skal leve af og det kræver, at man tør investere i det, der skal simpelthen være økonomisk fornuft i det. Fordel ved, at der er flere der ønsker at bo i byerne end tidligere, er at der skal bygges mere, så det skaber trods alt beskæftigelse i håndværks-branchen. Beskæftigelse som er absolut nødvendigt. Når det går dårligt i byggebranchen går det også dårligt for vores samfund, fordi det beskæftiger så mange folk og fordi at både ejendomme, men også erhvervslokaler, skal få vores samfund til at skabe vækst. Umiddelbart kan vi som samfund godt tåle, at tingenes tilstand har ændret sig, således at der er flere der bosætter sig i de store byer, men det må heller ikke ødelægge for meget i de ydre områder. Vi har brug for en gulerod, ved at bosætte sig i de ydre områder, men det kræver også, at man kan få lov at investere derude, at man tror på, at der kan drives forretning. Hvis alt liv stopper derude, så vil busserne ikke længere kører derud, folk er nødt til at have to biler og der er hverken indkøb eller børnepasning og skoler. Det lokker ikke, når nye familier skal købe fast ejendom og finde et sted, der skal danne ramme om familiens bopæl i lang fremtid.

Uanset om man flytter fra landet til byen eller omvendt, er det i det hele taget dyrt at flytte. Man skal altid bruge en hel del startkapital til indskud eller udbetaling. Hvis man skal købe et hus, er det nødvendigt med et boliglån, men man kan også låne penge til udbetalingen eller indskud til et lejet boligmål.

Når danske virksomheder i øjeblikket overvejer at udvide virksomheden, så går de fleste overvejelser på at udvide udenfor landets grænser – i hvert fald hvis man spørger de store virksomheder. Det er ikke fordi, man ikke er interesseret i at udvide i Danmark og dermed skabe arbejdspladser i Danmark, problemet er bare, at det er for dyrt i Danmark. Der er for dyrt at udvide produktionen i Danmark. Der er eksempler på at man vælger at udvide produktionen syd for grænsen i Tyskland og så bliver jobbene besat af tysk arbejdskraft. Der er også eksempler på, at der udvides i Sydsverige og igen bliver de jobs ikke besat af dansk arbejdskraft. Man kan godt blive i tvivl om, offentlige investeringer er den rigtige løsning ud af en krise. En krise, der måske løses bedre med bedre aftaler til private virksomheder, således at det bliver mere lukrativt at udvide aktiviteten i Danmark. Der er ingen grund til at danske virksomheder, skal udvide produktionen i Sydsverige i stedet for i Danmark. Der er behov for, at der bliver skabt arbejdsplader og jo flere, desto bedre.

Arbejdsgivere er bevidste om fremtiden

Arbejdsgiverne er bevidste omkring, at man skal holde de daglige omkostninger nede og bevidste om, at der hvor der skal sættes ind er i investering i fremtiden. Man skal forsøge, at holde så højt aktivitetsniveau som muligt i virksomheden og skabe jobs hvis man kan. Dette kan belønnes med offentligt tilskud, hvis man skaber jobs. Efter at lukkeloven ikke længere er eksisterende, havde man håbet på, at det ville skabe ekstra arbejdspladser, men det er ikke tilfældet. Der er bare blevet mere pres på de folk der i forvejen er ansat. De får længere vagter, man sparer de omkostninger, der automatisk er i forbindelse med oplæring af nye medarbejdere. Ved at dagligvarebutikker kan holde åbent som de vil, udkonkurrerer det andre på markedet, her menes tankstationer, små kiosker, lokale købmænd osv. De små butikker i udkantsområdet, der i forvejen er presset, fordi der ikke er nogen der vil investere i de områder og som må konstatere at indbyggertallene er faldende. Folk flytter til byerne og det centraliserer det meste i de store byer og gør det svært at holde produktiviteten oppe på landet. Så alt i alt, så er effekten ikke positiv, men derimod negativ. I det brede befolkning i erhvervslivet, er man realistiske omkring fremtiden. Finanskrisen er ikke ovre, men man tør tro på fremtiden. Nu mangler man bare nogle bedre aftaler i det private erhvervsliv til at foretage de investeringer, der kan skabe arbejdspladser. Det vil sige, at man skal belønnes for at skabe arbejdspladser. Det skal være mere lukrativt at oprette elevstillinger og praktikpladser. Derudover er en sænkning af selskabsskatten også mulighed, ligeså vidt som andre muligheder for at kunne enten afskrive eller give skattemæssige fradrag. Man kan fra politisk side, skrue på mange knapper, der får folk til at reagere og forhåbentlig hjælpe økonomien i den rigtige retning.

Uddannelse er vejen frem

Det er ingen hemmelighed at fremtidens arbejdsmarked især byder på folk med uddannelse og jo mere uddannelse jo bedre. Der kommer til at mange folk der er højtuddannet og der kommer til at mangle folk, som skiller sig ud fra mængden, folk der kan noget, som man ikke ret mange andre kan. Folk uden uddannelse vil få det svært. De jobs de primært får, bliver erstattet af jobs som kan klares af maskiner eller arbejdskraft fra Østeuropa, folk som vil arbejde for en lavere løn. Derfor går der også mange offentlige kroner til at ufaglærte kan få sig noget uddannelse og også midler til at folk med kortere uddannelse, kan tage sig noget efteruddannelse. Efteruddannelse er godt, fordi det er med til at individualisere folk noget mere. Derudover bliver frivilligt arbejde også noget der kan gøre en forskel. Hvis man i sine jobansøgninger, kan få beskrevet hvilke kompetencer man har fået ud af at være frivillig i f.eks. en idrætsforening, kan det være karrierefremmende. Det handler om, at kunne bruge alle de ting man har med sig konstruktivt, så det kan hjælpe en frem i sin erhvervskarriere. Man skal tage højde for, hvordan man kan skille sig ud fra øvrige kandidater til et job, hvad det er for nogle ting man kan fremhæve, som gør at man kommer i en ekstra god position. Der er heldigvis også rekordmange igen der har søgt videregående uddannelser, så folk ved godt, at det er fremtidens arbejdsmarked og det er især noget folk er bevidste om, nu hvor det er svært, at få job og man ved at det bliver fremtiden, nemlig at man har noget uddannelse og nogle specifikke kompetencer, man har bevis på.

Selvom uddannelse er vejen frem, kan det godt være en lang og besværlig vej. Og hvis man ser rent praktisk på det, kan ens økonomi godt lide, mens man er under uddannelse, og det kan måske være grund til, at nogle ikke vælger en lang uddannelse. I Danmark er vi dog heldige, at vi har forskellige ydelser og muligheder i forhold til vores private økonomi. Det kan for eksempel være en mulighed at tage et SU-lån, eller måske kan man finde et online lån, som passer godt til studerende.

Man kan næppe komme udenom at vi stadig befinder os i en økonomisk krise, og derfor er det stadig evigt relevant at diskutere økonomisk politik. Særligt med fokus på krisehåndtering og, hvordan man kommer ud af en økonomisk krise. Flere af de relevante diskussioner er faktisk gamle, men dog stadig relevante at tage op igen.

Én af de mere klassiske modsætninger i forhold til økonomisk politik er opsætningen mellem John Maynard Keynes og Milton Friedman som har været to af de førende økonomer indenfor økonomisk teori og krisehåndtering. John Keynes var den første af de to til at komme på banen. Det skete allerede i 1930erne under den økonomiske krise mens Friedmans teorier særligt vandt frem under krisen i 1970erne.

John Keynes er på mange måder fader til den klassiske finanspolitik. Den helt gense teori går mere eller mindre ud på at man skal løse en krise ved at sætte gang i økonomien igen, man skal med andre ord forsøge at påvirke samfundets konjunkturer.

Det gøres eksempelvis ved at man øger statens udgifter, for på den måde at få gang i økonomien igen. Det klassiske eksempel er den offentlige investering, som staten betaler – eksempelvis en ny vej, hvortil der skal bruges arbejdskraft. På den måde kommer der flere i arbejde og folk får flere penge mellem hænderne. Købekraften øges og efterspørgslen stiger. Det skulle gerne medføre en stigning i udbuddet, for at denne kan komme skal der flere i job.

I modsætning hertil står Friedmans teorier som kaldes monetarisme. I følge denne teori bliver finanspolitiske tiltag overflødige, fordi prisniveau, inflation. Skal holdes i ro og vil være markedsbestemte. Man har tillid til at markedet selv stabiliserer priserne og at pengemængden derfor skal holdes nogenlunde konstant således at der ikke skabes inflation.

Det betyder at de to teorier ikke alene er uenige, de er også uforenelige, fordi de bygger på to meget forskellige økonomiske præmisser.

Det er klart, at når man ikke har det samme grundlag og den samme forudsætning, så vil man opnå to forskellige resultater.

Kritikken af Keynes kan lyde på, at hans politik og hans præmis som sådan kan være rigtig nok og virke på kort sigt, men på lang sigt vil man skabe negative effekter for samfundsøkonomien. Man vil være nødt til at gældsætte sig i en periode for at have råd til skattelettelser eller investeringer og dette vil være skidt for konsolideringen af økonomien. Ligeledes vil det kraftigt øgede efterspørgsel også øge inflationen, hvilket vil skabe en overophedning. Man vil øge den samlede pengemængde og som udslag heraf vil inflationen komme. Der vil med andre ord komme de samme effekter som skabe krisen inden man begyndte at føre politikken. Dette kaldes med et økonomisk udtryk – inflationær crowding out.

Kritikken af Friedman lyder i stedet på at noget af præmissen kan være forkert. Det menes ikke at kunne lade sig gøre at holde en konstant pengemængde for at undgå inflation. Pengemængden er ikke i stand til at blive holdt stabilt, hvis der skal være nogenlunde fuld beskæftigelse. Der vil være nødt til at være en stigning i pengemængden.

Til gengæld kan man diskutere om det overhovedet er nødvendigt med fuld beskæftigelse. Tidligere talte monetaristerne om den naturlige arbejdsløshed på omkring 5 % for netop at holde pengemængde og inflation i ro. Dette skulle sikre mere stabile konjunkturer på lang sigt, men er dog måske ikke så socialt som andre politikformer.

Alligevel er det måske nok mere socialt end en model, hvor man vil se store økonomiske udsving efter en årrække – der er i hvert fald ingen sikkerhed der.

Rent økonomisk virker monetarismen bedst og det giver logisk set ikke mening af føre en finanspolitik, hvor man risikere at lede økonomien mod en situation som man netop har gjort alt for at bekæmpe. Hvis det meste fungerer på markedsvilkår og rammebetingelserne er de rigtige, så vil økonomien være i stand til at stabilisere sig selv, og hvis man på samme tid har en nogenlunde naturlig arbejdsløshed og en centralbank der kan styre pengemængden, så burde man være godt rustet med monetaristiske principper.

Dermed ikke sagt at det altid er den rigtige løsning, fordi begge modeller har aspekter man skal være særligt opmærksom på.

Gang i den private økonomi

Trænger du selv til at få skubbet lidt gang i din økonomi med lidt startkapital? Det kan være en ganske udmærket løsning at låne penge til at gøre det. Det er hurtigt at gøre online, og det er faktisk også helt sikkert. Så kan du hurtigt få skub i økonomien.

Hele velfærdspakken handler om, at nogle mennesker ikke kan klare sig selv, grundet at de ikke har noget arbejde, de er under uddannelse, de alt for tidligt har måttet forlade arbejdsmarkedet pga. helbredet eller blot fordi de er nået en alder, hvor de ikke længere behøver at arbejde eller føler at de kan. Derudover er der desværre også en lille gruppe, som ikke ønsker at arbejde. Folk som er arbejdsløse, men absolut ikke leder ihærdigt efter at finde job. Som udgangspunkt skal ingen blot bo på gaden og derfor er der hjælp til alle. Hvis man bor på gaden, er det valg man selv har truffet. Der er altid en løsning. Den gruppe af folk der tilhører arbejdsmarkedet, der betaler sin skat, den andel skal være størst mulig, for at vi har mulighed for at have en offentlig sektor, der betaler for visse ydelser i landet, der er helt gratis for alle, uanset hvem man er og hvad ens baggrund er. En ting er sikkert, for at folk skal kunne bidrage noget mere, skal der også være jobs til dem. Ved at udvide butikkers åbningstid, vil det første disse arbejdsgivere foretager sig, at forlænge arbejdsdagen for de folk der allerede arbejder der. Det vil i første omgang ikke have den store effekt. De folk der får en længere arbejdsdag, vil betale marginalt mere i skat, men effekten ville være større, hvis man kunne fjerne folk fra overførselsindkomst til at betale skat og ikke være afhængig af den offentlige sektor for at kunne overleve. Nøglen er i første omgang at få skabt jobs og få virksomheder til at ansætte folk i stedet for at lægge yderligere pres på eksisterende medarbejdere. Det handler for arbejdsgiverne i høj grad om, at tænke i nye baner, forsøge at skabe stillinger, men også om at man slipper håndbremsen. Mange har i en økonomisk krise håndbremsen trukket, fordi man er usikker på eksistensen. Forskellige former for tiltag og tilskud, hvor man får unge i job, kunne være en løsning. Der er en høj arbejdsløshed blandt unge, især unge uden uddannelse. Der prøver man fra politisk hold at forebygge, således at folk får en uddannelse, men for dem hvor der ikke er blevet forebygget, kan løsningen være at kigge i alternative stillingsbetegnelser med økonomisk hjælp fra det offentlige.

Skab incitament for at arbejde

Der skal være en grund til at stå op og gå på arbejde om morgenen. Mange jobs bliver i dag besat af østeuropæisk arbejdskraft bl.a., som er villig til at arbejde til en langt lavere løn. Det er de, fordi at den løn man kan få for tilsvarende jobs i deres respektive hjemlande er markant lavere end den de kan få hos os. Hvis de penge man kan få af det offentlige for ikke at gå på arbejde, er så tæt på den løn man får ved ufaglært arbejde, så er der ikke skabt incitament for at gå på arbejde. Hvis man kan have stort set de samme penge, ved ikke at lave noget, som ved at arbejde på fuldtid, så vil mange vælge det fra. Så arbejder man kun, fordi så er der noget at stå op til om morgenen, men det vil få mange til at hænge i bremsen og i jobsøgningen. Det skal kunne betale sig at gå på arbejde. Men en måde, man også kan tænke på, der bygger på liberalistisk tankegang, er tanken om at minimere de offentlige ydelser og lade folk i højere grad klare sig selv. Mod, at man betaler mindre i skat. Så bliver folk i højere grad end under den nuværende model, overladt lidt til sig selv. Den liberalistiske tankegang byder ikke på nedlæggelsen af den offentlige sektor. Der skal stadig være mulighed for at få gratis hjælp til nogle ting, men den betyder en reducering af denne og det kan være med til at få flere til at søge aktivt efter job, da det lige pludselig vil være afgørende for ens tilværelse. Det vil dog øge spændet, fra rig til fattig og dermed skabe en større ulighed. Med ulighed medfølger også flere fattige, mere tyveri og des lignende. Det er en balancegang for, hvad man kan tillade sig og hvornår det bliver en gevinst for borgerne. Man kan godt argumentere for at ulighed kan være nyttigt, men ikke i for stort omfang. Det vil blandt give øget kriminalitet, men det få folk til at kæmpe mere for deres egen indkomst og det er der nogen som vil have godt af at prøve.

Dette emne er noget, som alle kan relatere til. Måske er man selv lige blevet arbejdsløs og skal derfor til at have indkomsten via sociale ydelser. Det kan også være, at man i forvejen gør brug af velfærdspakken, men det ikke altid er nok. Hvis man af den ene eller anden grund har brug for luft i budgettet, kan det være en løsning at finde et forbrugslån på nettet. Det er en nem, sikker og hurtig vej til penge.