Man kan næppe komme udenom at vi stadig befinder os i en økonomisk krise, og derfor er det stadig evigt relevant at diskutere økonomisk politik. Særligt med fokus på krisehåndtering og, hvordan man kommer ud af en økonomisk krise. Flere af de relevante diskussioner er faktisk gamle, men dog stadig relevante at tage op igen.

Én af de mere klassiske modsætninger i forhold til økonomisk politik er opsætningen mellem John Maynard Keynes og Milton Friedman som har været to af de førende økonomer indenfor økonomisk teori og krisehåndtering. John Keynes var den første af de to til at komme på banen. Det skete allerede i 1930erne under den økonomiske krise mens Friedmans teorier særligt vandt frem under krisen i 1970erne.

John Keynes er på mange måder fader til den klassiske finanspolitik. Den helt gense teori går mere eller mindre ud på at man skal løse en krise ved at sætte gang i økonomien igen, man skal med andre ord forsøge at påvirke samfundets konjunkturer.

Det gøres eksempelvis ved at man øger statens udgifter, for på den måde at få gang i økonomien igen. Det klassiske eksempel er den offentlige investering, som staten betaler – eksempelvis en ny vej, hvortil der skal bruges arbejdskraft. På den måde kommer der flere i arbejde og folk får flere penge mellem hænderne. Købekraften øges og efterspørgslen stiger. Det skulle gerne medføre en stigning i udbuddet, for at denne kan komme skal der flere i job.

I modsætning hertil står Friedmans teorier som kaldes monetarisme. I følge denne teori bliver finanspolitiske tiltag overflødige, fordi prisniveau, inflation. Skal holdes i ro og vil være markedsbestemte. Man har tillid til at markedet selv stabiliserer priserne og at pengemængden derfor skal holdes nogenlunde konstant således at der ikke skabes inflation.

Det betyder at de to teorier ikke alene er uenige, de er også uforenelige, fordi de bygger på to meget forskellige økonomiske præmisser.

Det er klart, at når man ikke har det samme grundlag og den samme forudsætning, så vil man opnå to forskellige resultater.

Kritikken af Keynes kan lyde på, at hans politik og hans præmis som sådan kan være rigtig nok og virke på kort sigt, men på lang sigt vil man skabe negative effekter for samfundsøkonomien. Man vil være nødt til at gældsætte sig i en periode for at have råd til skattelettelser eller investeringer og dette vil være skidt for konsolideringen af økonomien. Ligeledes vil det kraftigt øgede efterspørgsel også øge inflationen, hvilket vil skabe en overophedning. Man vil øge den samlede pengemængde og som udslag heraf vil inflationen komme. Der vil med andre ord komme de samme effekter som skabe krisen inden man begyndte at føre politikken. Dette kaldes med et økonomisk udtryk – inflationær crowding out.

Kritikken af Friedman lyder i stedet på at noget af præmissen kan være forkert. Det menes ikke at kunne lade sig gøre at holde en konstant pengemængde for at undgå inflation. Pengemængden er ikke i stand til at blive holdt stabilt, hvis der skal være nogenlunde fuld beskæftigelse. Der vil være nødt til at være en stigning i pengemængden.

Til gengæld kan man diskutere om det overhovedet er nødvendigt med fuld beskæftigelse. Tidligere talte monetaristerne om den naturlige arbejdsløshed på omkring 5 % for netop at holde pengemængde og inflation i ro. Dette skulle sikre mere stabile konjunkturer på lang sigt, men er dog måske ikke så socialt som andre politikformer.

Alligevel er det måske nok mere socialt end en model, hvor man vil se store økonomiske udsving efter en årrække – der er i hvert fald ingen sikkerhed der.

Rent økonomisk virker monetarismen bedst og det giver logisk set ikke mening af føre en finanspolitik, hvor man risikere at lede økonomien mod en situation som man netop har gjort alt for at bekæmpe. Hvis det meste fungerer på markedsvilkår og rammebetingelserne er de rigtige, så vil økonomien være i stand til at stabilisere sig selv, og hvis man på samme tid har en nogenlunde naturlig arbejdsløshed og en centralbank der kan styre pengemængden, så burde man være godt rustet med monetaristiske principper.

Dermed ikke sagt at det altid er den rigtige løsning, fordi begge modeller har aspekter man skal være særligt opmærksom på.

Gang i den private økonomi

Trænger du selv til at få skubbet lidt gang i din økonomi med lidt startkapital? Det kan være en ganske udmærket løsning at låne penge til at gøre det. Det er hurtigt at gøre online, og det er faktisk også helt sikkert. Så kan du hurtigt få skub i økonomien.